Populært VariCam fås nu i cinema-version

Panasonic introducerer en ny version af VariCam 35, der er klar til at spytte knivskarpe film ud på biograflærredet. Kameraet er udstyret med en nyudviklet Codex-optager, der kan håndtere ukomprimerede 4K-optagelser i RAW-format.

VariCam Pure er den seneste tilføjelse til familien af professionelle cinematografi-produkter, som er udviklet og produceret i fællesskab af Panasonic og Codex. VariCam Pure kombinerer det eksisterende VariCam 35-kamerahoved med den nye Codex V-RAW 2.0-optager, og det er ideelt til tv-programmer og spillefilm.

V-RAW 2.0-optageren tilsluttes direkte på bagsiden af VariCam 35-kamerahovedet, og resultatet er, at kameraet beholder sin Super 35-sensor, 14+ blændestop samt dual native ISO, som vi kender fra det originale VariCam 35.

”Det nye VariCam Pure-kamerasystem optager ren, ukomprimeret RAW i op til 120 fps på det standardiserede Codex Capture Drive 2.0-medie, der allerede bruges i mange studier”, siger Panasonic Technical Product Manager, Luc Bara.

Codex Capture Drive giver et effektivt workflow for daglige indspilninger og lagring gennem Production Suite. Med Codex Virtual File-systemet er det desuden muligt at overføre mange forskellige filformater, herunder Panasonic VRAW, Apple ProRes og Avid DNxHR.

V-RAW 2.0-optageren til Varicam Pure udkommer i slutningen af 2016, og kameraet vises frem på IBC 2016 ved stand C45 i hal 11.

For mere information om Panasonics Broadcast & ProAV-produkter, besøg: http://business.panasonic.dk/broadcast-and-proav