Når det rigtige udstyr er altafgørende

Der har længe været krig på markedet for smartphones, tablets og bærbare. Traditionelle spillere kæmper nemlig om markedsandele mod store brands som Apple og Samsung, der for alvor har scoret forbrugerne og nu også forsøger at få greb om erhvervslivet. Lokkemidlet er de mange lækre features, som folk efterhånden er blevet forvænte med. Men den optimale enhed på arbejdspladsen er sjældent det, der skinner mest på butikshylden.

Flere og flere danske arbejdspladser har indført fleksible arbejdstider, og det giver øget interesse for mobile enheder og såkaldte BYOD-politikker (bring your own device), hvor medarbejdere bruger deres egne enheder. Men virksomheder klør sig i nakken, når de skal beslutte, hvilken type, der er bedst for netop deres medarbejdere og virksomhed, fordi den førhen klare forskel på forbruger- og arbejdsenheder er blevet mindre synlig, men ikke desto mindre vigtig.

Der var engang

Det er ikke længe siden, at man nemt kunne skelne mellem to typer af mobile enheder. Forbrugerenheder, som var lækre at se på og blev brugt til ren og skær personligt brug. Og så sikre mobile arbejdsenheder, der derimod hverken var lette eller kønne at se på. Til gengæld kunne det robuste design holde til miljøer med meget støv og snavs og ikke mindst tåle at blive tabt eller skadet på anden vis, fx i varehuse og på byggepladser.

Men forskellen på looket af netop forbruger- og arbejdsenheder er nu en saga blot.

Nye tider: Vi vil have hele pakken

Forbrugertilpasningen af mobile enheder har fremskyndet et hav af innovationer og dermed en stigende efterspørgsel på enheder, der både har de lækre forbruger-features og samtidig er holdbare og sikre.

Som forbruger forventer vi, at vores enheder er små, lette og hurtige, og vi er vant til at have et tusindfoldigt udvalg af apps klar ved fingerspidserne. Men samtidig stiller vi også større krav fra et erhvervsmæssigt perspektiv. Vores arbejdsenheder skal nemlig både være mobile, have adskillige indgangsporte, lang batteritid og ikke mindst kunne holde til forskellige vejrforhold.

Fx er VGA og USB-indgange ofte blevet nedprioriteret til fordel for designet i de ultratynde forbrugerenheder, men i virksomheder kræves disse indgange stadig. Derfor er mange arbejdsenheder blevet moderniseret og tilpasset medarbejdere, der arbejder udendørs og på farten.

Undgå at gå på kompromis med sikkerheden

Særligt for virksomheder, der håndterer følsomme data, er det afgørende at vælge en enhed, der opfylder de strengeste sikkerhedskriterier for at undgå hacking.

 Forbrugerenheder har en indbygget sikkerhed, men slet ikke på samme niveau som enheder, der er designet til erhvervslivet. Med fremkomsten af førnævnte BYOD-politikker kan man ende med at gå på kompromis med virksomhedens sikkerhed, hvis man anvender forbrugerenheder, som fx også bruges til at hente videoer og surfe på nettet med i fritiden.                                                                                                                  

Forbrugerenheder har større teknisk fejlrate

Livscyklussen for en forbrugerenhed måles i måneder, mens livscyklussen for en arbejdsenhed måles i år. Og det er der en grund til. Forbrugerenheder er simpelthen ikke lavet til at holde lige så længe som arbejdsenheder. Ifølge en VDC-forskningsrapport fra 2013 er de faktisk 100 procent mere tilbøjelige til at fejle*.

Over en femårig periode er den totale ejeromkostning (TCO) for en forbrugerenhed faktisk 50 procent højere end for en arbejdsenhed. Mange erstatter forbrugerenhederne to til tre gange over denne periode*. VDC-undersøgelsen viser også, at den gennemsnitlige fejlrate resulterer i cirka 80 minutters reduceret arbejdstid*. Man skal altså ikke kun tage højde for prisen for selve erstatningen og reparationen, men også den tabte arbejdstid, der kommer oveni. Ved at bruge en arbejdsenhed øger man altså både produktivitet og sikkerhed.

Står man med andre ord over for valget af den mest optimale enhed til arbejdspladsen, bør man altså ikke altid lade sig lokke af de mest blændende produkter på hylden.

Af Jan Kaempfer, marketingchef for Panasonic Computer Product Solutions

*Kilde: April 2013 (David Krebs) – Mobile Device TCO Models for Line of Business Solutions