Panasonic: Kunderne fortjener den nyeste viden

Service og god rådgivning er ofte afgørende, hvis danskerne skal investere i en ny varmeløsning. Det har fået flere producenter til at tilbyde efteruddannelse til partnerne, så de altid har den nyeste viden og kan levere den bedste service.

Det er en stor beslutning, når man skal investere i en ny varmeløsning. Og det medfører ofte en række spørgsmål til installatøren: Hvor skal varmepumpen placeres i huset, hvad med rørene, hvordan virker den, og hvordan skal den vedligeholdes?

Det er vigtigt, at kunden bliver taget i hånden fra starten af og igennem hele processen får den rigtige rådgivning. Derfor har Panasonic oprettet et uddannelsescenter for installatørerne, så installatørerne altid er helt up to date med den nyeste viden og kan vejlede kunderne ned til mindste detalje.

Den nyeste viden giver den bedste service

På Panasonics danske hovedkvarter i Vejle er der indrettet et lokale med flere af Panasonics nyeste produkter og installationer. De sidste par år har Panasonic afholdt kurser for partnere – med stadig stigende succes. I dag afholder de flere kurser om måneden, som alle hurtigt bliver fyldt op.vejle-uddannelsescenter-1-002

”Vi har afholdt disse uddannelsesforløb i et par år, og interessen er stigende. Vi følger selvfølgelig med udviklingen og har fokus på at levere den nyeste viden til deltagerne. Derfor installerer vi hyppigt vores nyeste produkter i centeret, så vi hele tiden er up to date og kan uddanne folk med den nyeste og bedste viden,” siger salgsingeniør Anders Weiergang, Panasonic Heating & Cooling.

Alle interesserede – fra arkitekter og bygningskonstruktører til teknikere og vvs’ere – kan helt gratis deltage og blive klædt på i Panasonics produkter og udstyr. Panasonic er meget fleksible i forhold til tema og tidspunkt, da det skal stemme overens med deltagernes travle hverdag.

”Vi oplever, at deltagerne er glade for forløbene, hvor de får et større indblik og overblik over det brede sortiment og de forskellige tekniske muligheder. Så det er bestemt noget, vi vil fortsætte med, og i sidste ende er det afgørende punkt jo, at hr. og fru Jensen får den bedste oplevelse med deres varmepumpe,” siger Anders Weiergang.